BILLEDKUNST UDSKOLING

FORLØB 

Der udbydes to typer af workshopforløb for billedkunst i udskolingen:  portrætworkshop og refleksive forløb. Gældende for alle workshopforløb er, at vi kommer ud på jeres skole med en 100% FREMMED? mini-udstilling. Der skal afsættes 30 min. til opsætning.

Introduktion til begge forløb

Vi starter forløbet med at præsentere udstillingsværket 100% FREMMED? og analysere portrætterne fra udstillingen sammen med eleverne. Herefter fortæller deltageren fra udstillingen sin personlige historie; om at komme fra et land til et andet og om hvordan de forskellige kulturmøder har præget deres udvikling og identitet. Fortællingen sluttes af med en analyse af deltagerens portræt fra udstillingen. Eleverne forsøger at sætte den fortælling de har hørt i relation til personens fotografiske portræt. 

Vi taler om identitetsfremstilling og om hvordan flygtninge-tematikker vises i medier, historiebøger og på museer. Eleverne klædes derved bedre på til at forstå den billedkultur, de selv er en del af på de sociale medier.

Refleksive forløb

De refleksive forløb kan vare halvanden, 2 eller 3 timer. Efter introduktionen vil eleverne lave forskellige workshopøvelser i grupper, hvor vi går mere i dybden med billedanalyse. Hvilke øvelser vi laver, afhænger af forløbets varighed og de læringsmål læreren vælger 

 

Portrætworkshops

Vores portrætworkshops i billedkunst varer 3 timer. 

I workshopdelen skaber eleverne deres egne portrætter i tråd med udstillingen. De skaber et selvportræt, der viser en situation, et møde, et minde eller en følelse de selv har haft i forhold til at føle sig fremmed. I processen overvejer de tilvalg og fravalg ift. komposition, lys, skala, objekter, statister, farver mm. som vigtige dele af historiefortællingen. Eleverne skriver desuden små selvbiografier til billederne.  

“Som lærer til et valghold med elever i alderen 14-16 år synes jeg at udstillingen er relevant, spændende, æstetisk og aktuel. Den gir’ et indblik i det kunstneriske arbejde, den er filosofisk og den er oplagt at bruge som oplæg til at arbejde med selvportrættet og det at iscenesætte sig selv i den digitale tidsalder, som vi er en del af. 1000 tak til Usha og Louisa for en inspirerende eftermiddag.”

 

– Camilla Jeppesen

Klostermarksskolen