Mohammad Rasoul R. Weis

Sommetider, når vi er til kamp med den fodboldklub, hvor jeg er formand, kigger de danske hold mærkeligt på os, fordi de tror, alle indvandrere gør dårlige ting. Så føler jeg mig fremmed. Men når man dyrker sport, er ingen fremmede; sporten er et fælles sprog.

Da jeg kom til Danmark og søgte asyl, var der ikke noget personale i lufthavnen. Det var 26. juni 1992, og Danmark spillede EM-finale mod Tyskland. Jeg hørte nogen juble, og så kom personalet tilbage. Da jeg havde fået asyl, kom jeg efter lidt tid til Aalestrup, og der begyndte min integration.
Jeg kom med i en fodboldklub som den eneste udlænding. Til sæsonafslutningsfesten købte de kylling og juice til mig, fordi jeg som muslim ikke drikker øl eller spiser svinekød. Når man viser respekt, får man respekt den anden vej.

Da vi flyttede til Aarhus, var jeg med til at starte en klub, hvor børn og unge spiller fodbold, svømmer og laver sociale aktiviteter. Forhåbentlig holder det dem væk fra bander og ballade. Mine sønner er med, den ældste er målmand. Da jeg boede i Kuwait, spillede jeg fodbold på højt plan og var målmand. Men min far ønskede nærmest, at jeg brækkede benet. Han var bange for, at der skete mig noget på gaden. Jeg binder mine sønners snørebånd, når de skal spille kamp.

Vi har arabere, kurdere, irakere, libanesere, palæstinensere, somaliere, tyrkere og danskere i klubben. Jeg er dansker, fordi jeg har dansk pas, og kurder, fordi jeg taler kurdisk. Selv om mine forældre bor i Irak, og jeg er opvokset i Kuwait, har jeg stærkere følelser for Danmark. Hvorfor skulle jeg føle mig taknemlig over for et land, hvor jeg blev krænket? Jeg er taknemlig over for Danmark, hvor alle døre blev åbnet for os. Derfor vil jeg gerne give noget tilbage.
Mohammad Rasoul R. Weis / 50 år / mand / gift, to børn/ fleksydelse / Brabrand / Aarhus / kurder fra Kuwait / kom til Danmark som flygtning i 1992 / opholdstilladelse samme år