Jeg føler mig nok 50% dansk og 50% irakisk. Men jeg er ikke splittet. Tværtimod har det beriget mig at vokse op med to kulturer. Det har givet mig et stærkt fundament. Jeg føler mig slet ikke fremmed.
Nogle er hurtige til at drage konklusioner om mig på grund af mit tørklæde, men på mange måder er jeg lige det modsatte af deres fordomme. Jeg er meget sporty og har dyrket karate og fodbold i flere år. Desuden er jeg viljestærk og har en holdning til alting.
Det var mit valg at tage tørklædet på. I min familie er det vores eget valg, og min søster har valgt ikke at gøre det. I koranen står der, at der ikke er tvang i troen, og jeg mener, at troen og den måde, man praktiserer sin tro på, er en privatsag, i hvert fald så længe det ikke kolliderer med landets love. Jeg har mødt meget modstand, men min familie har altid troet på mig, og jeg har altid vidst, at jeg nok skulle nå mine mål.
Da jeg var færdig med gymnasiet, søgte jeg ind på Syddansk Universitet for at læse medicin. Problemet ved at bo i København og læse i Odense er, at jeg bruger seks timer hver dag på at pendle. Det vil sige, at jeg i hverdagen ikke har tid til så meget andet end at gå på universitetet, pendle og læse. Men jeg har efterhånden indset, at hvis ikke jeg skal gå død i mit studie, bliver jeg nødt til at sænke mit ambitionsniveau en anelse og sætte noget tid af til ting, der gør mig glad. Derfor bruger jeg nu de fleste af mine weekender sammen med mine veninder. Og jeg kan tydeligt mærke, hvordan det har lettet min ellers ret tunge hverdag.
26 år / kvinde / enlig / Frederiksberg / medicinstuderende / fra Irak / kurdisk baggrund / kom til Danmark i 1999 / opholdstilladelse 2006