Fadia Maas

Livet var godt for min familie i Aleppo, indtil borgerkrigen brød ud. Min mand havde en fabrik, så vi havde penge, og jeg havde indrettet et smukt hjem for vores familie. Vi havde fire børn – to fælles og to fra mit tidligere ægteskab. Krigen ødelagde alt. Virksomhed og formue var tabt. Min mand flygtede ud af Syrien for at finde et trygt sted til familien. Der var ikke penge til at tage afsted sammen. Mine to ældste børn blev dræbt i krigen, og en dag blev nabohuset ramt af en bombe, som også ødelagde vores hus. Jeg blev ramt af en granatsplint i håndleddet, og herefter flygtede jeg også med vores to yngste børn på fem og seks år. Efter et år i en flygtningelejr i Tyrkiet blev vi familiesammenført med min mand, som havde fået opholdstilladelse i Danmark og bolig i Skagen.

I mine tre år i Danmark har jeg kæmpet med alvorlige sundhedsproblemer. Krigstraumerne har givet mig hukommelsesproblemer, min hånd er stadig følelsesløs, og to diskusprolapser gør hverdagen til et smertehelvede. Den smertestillende medicin har givet mig mavesår, men medicinen får mig gennem dagen. Jeg er blevet tilbudt en operation, men jeg tør ikke, for der er risiko for at blive lam. Nu kan jeg trods alt gå. Men jeg magter hverken sprogskole eller praktik. Børnene betyder mest i mit liv, og deres fremtid er her i Skagen. I Aleppo er alt ødelagt. Jeg tror ikke, vi nogen sinde kan vende tilbage. Min øvrige familie er spredt i hele verden.

39 år / kvinde / gift / børn / hjemmegående / Skagen / fra Syrien / familiesammenført i 2014