Hakija Ahmetaga

Jeg er gammel bosniak. Det er jeg stolt af. Selvfølgelig er jeg også meget stolt af at være nydansker med gyldigt dansk pas. De nye bosniske danskere er blevet mere eller mindre lige som danskere – begyndt at tænke og tale på samme måde. Der er denne udbredte mening blandt bosniske danskere om, at Danmark er næsten som paradis på jord. Danmark er et dejligt land.

Før krigen mod Bosnien kendte danskere ikke til landet eller befolkningen. Dertil kom, at serberes hårde beskyldninger mod det bosniske folk efterfølgende var med til at farve den generelle holdning til os i begyndelsen af 90’erne. Derfor var de første cirka fem år en meget svær periode for bosniere i Danmark. Siden har danskerne taget os til sig og har oplevet vores potentiale.

Vi troede aldrig, at krigen ville blive til virkelighed. Derimod var vi 100% sikre på, at vi havde en særlig mellemmenneskelig tolerance i Bosnien, der ikke fandtes andre steder i verden. Da krigen brød ud, var vi overbeviste om, at den ville blive afsluttet i løbet af få måneder. Så snart Vesten hørte om de frygtelige krigsaggressioner, ville det blive stoppet.

Men ingen brød ind og kom os til undsætning. Den tragiske krig fortsatte med stigende styrke og pres på vores folk. Som bosniak følte jeg mig forfulgt og truet på livet. Flugt var eneste udvej, på trods af at vi intet havde gjort. Vi nåede til Danmark den 22. oktober 1992. Krigen og flugten har haft store omkostninger, sat dybe spor og mærket os med traumer.

Vi flygtede til Danmark for at redde vores liv, og det har siden været min mission i livet at fortælle sandheden om krigen og folkedrabet i Bosnien. Der er gået 26 år. Jeg blev pensioneret for ni år siden – og for mig er Danmark i dag bedre end Bosnien.

70 år / mand / gift / barn / pensionist / Randers / fra Bosnien / kom til Danmark i 1992 / opholdstilladelse i 1992