Rahima Abdullah

Når jeg er sammen med mine danske venner, føler jeg mig 100 procent dansk. ”Du er dansk – dine værdier er danske”, siger de. Men når jeg hører politikerne, og læser aviser, så føler jeg mig fremmed og mindre værd end andre mennesker. Jeg bliver behandlet som en samfundstaber.

Jeg bekymrer mig om min ubekendte fremtid. Politikerne siger, at dem, der kan og vil, kan blive. Jeg har brugt alle mine kræfter på det. Men paradigmeskiftet rammer alle – også dem, der kan og vil, så jeg har det ikke som dem, jeg går i klasse med. De kan drømme. Det kan jeg ikke, for måske er jeg her ikke om to år. Det har betydning for mit samvær med dem. Når de taler om fremtiden, prøver jeg at undgå den snak. Det betyder jeg ikke kan tale med dem om alt, for jeg har ikke samme rettigheder som dem, fordi jeg er født i Syrien, og de er født i Danmark.

Nogle gange føler jeg, at min sjæl er helt ødelagt. Jeg har været her i fire år. Jeg tænker på dansk, jeg drømmer på dansk, jeg taler dansk. Jo mere man bliver integreret, jo mere føler man sig hjemme, og jo hårdere bliver det at vende tilbage. Jeg magter ikke tage til Syrien og starte forfra. I Syrien har jeg mistet alt. Politikerne siger, flygtninge skal tilbage, når der er fred. De skal forstå, at det ikke er så simpelt.
Jeg vil kæmpe for min, og andre flygtninges, ret til at blive - også dem der kommer. Og der er rigtig mange, der støtter mig og bakker mig op. Jeg føler, jeg har et ansvar, og jeg vil ikke forlade kampen og gå.

18 år / kvinde / single / gymnasiestuderende / Herning / familiesammenført fra Syrien i 2015 /midlertidig opholdstilladelse