Zouhair Yassin Shlaiba

Jeg går ikke og føler mig fremmed hele tiden. Jeg har let ved at få kontakt. Jeg har altid været interesseret i at lære og læse dansk, og jeg har oversat digte. Men i dag har jeg hjemvé. Min mor er syg, og jeg er blevet en ældre mand. Jeg burde være i mit hjemland og bidrage der. I England fornærmede jeg engang en person, da jeg inkluderede ham ved at sige ”we foreigners”. ”Jeg er ikke foreigner”, sagde han bestemt. Han var yngre, og han havde mellemøstlig baggrund og talte med accent, men han ville slet ikke acceptere præmissen om at være fremmed. Ingen bliver sur over accent i England, men i Danmark skal det være rent.

Jeg er opkaldt efter en stor arabisk digter fra det 6. århundrede. Hans visdomsdigte er meget inspirerende. I dag hænger teenagerne ud på vandpibe-caféerne. De kan ikke finde ud af det. Da jeg var 12 år, hang jeg ud i Bagdads ældste og mest berømte Al Mutanabbi gade, boghandlernes gade.

Bagdad var i 1960’erne en moderne by. Vi var næsten vestlige dengang. De unge havde Beatles-stil. De rige drenge gik i charleston-bukser. Jeg var med til at danne en illegal irakisk studenterforening. Vi gik ikke engang i 9. Klasse og holdt hemmelige møder ude i skoven.
På universitetet blev det rigtig farligt, så jeg rejste til Moskva. Jeg var venstreorienteret. Men Moskva var deprimerende. Vi så, at det socialistiske samfund heller ikke var det ideelle. Så rejste jeg til Libyen, for det var den eneste mulighed, der var. En dag fik jeg smadret min forrude i min bil. Ikke alle brød sig om, at vi var mere liberale, og at min kone ikke gik med tørklæde. Det satte tanker i gang om min kones og mine døtres fremtid. Derfor rejste vi til Danmark i 1990.

64 år / mand / gift / lektor og forfatter / Ph.d. i Litteratur / Roskilde / fra Irak / Kom til Danmark i 1990/ Opholdstilladelse 1990