Mali Ahsani

En ghetto i Aalborg blev det første hjem for min 11-årige datter, 7-årige søn og mig. Det var utrygt, og jeg bad dem om at gå på Salling Efterskole, hvor jeg hentede dem, når jeg var færdig på sprogcentret. Det var min egen beslutning at flytte til Løgstør. Også selv om det kostede 840 kr. om måneden i buskort. En god beslutning, for vi var de eneste fremmede i byen, og hurtigt lærte de lokale både mig og mine børn at kende.

Jeg var 44 år, uddannet jurist og havde hele livet været vant til at klare mig selv. Sproget var svært, og også kulturen brugte jeg mange kræfter på at afkode. Blandt andet blev jeg temmelig fornærmet, da min bankrådgiver tilrådede mig at oprette en budgetkonto for at huske terminen hver tredje måned. Hvad troede han om mig? At jeg ikke havde styr på min egen økonomi?

En anden gang troppede jeg op i fint tøj og høje hæle, da den lokale VVS- mand holdt ’Åbent Hus – alle er velkomne’ – til stor overraskelse og morskab for de andre gæster, der jo rent faktisk kendte manden.
Fru Simonsen fra Løgstør var min første nære ven i Danmark. Hun tog mig med i husmoderforeningen. Jeg forstod ikke et ord, men inden jeg nåede at blinke, var jeg suppleant, og siden blev jeg også bestyrelsesformand. Jeg har vasket trapper, haft egen iskiosk, job i Skat, på postkontor og meget andet. Jeg har arbejdet som tolk, og det gør jeg stadig. Rejser, når jeg kan, og mødes med kolleger fra Iran i Italien, Frankrig, Tyskland og England. Mit liv er godt, men når det svære presser sig igennem sprækkerne, vandrer jeg langs digerne til Fladbro eller sætter mig i Sct. Clemens Kirke med et fantastisk udsyn oven over alt. Det giver ro.

70 år / kvinde / fraskilt / børn / uddannet jurist / Randers / fra Iran / kom til Danmark i 1992 / opholdstilladelse i 1992