Mehmed Glavas

Det var i begyndelsen af Muhammed-krisen, radioen gik, og mine kolleger var virkelig oppe at køre. De snakkede om, at man burde slå alle muhamedanere ihjel. Jeg var helt ude af mig selv, begyndte at forestille mig koncentrationslejre og alt muligt.

Jeg var på aftenhold, kørte fra fabrikken i Østbirk kl. 23.15 og ”vågnede” tre kvarter senere i en rundkørsel i Kolding. I stedet for at køre hjem til Horsens var jeg kørt ud på motorvejen. Ved Kolding så jeg et skilt med et rødt kors og tænkte: Her er jeg i sikkerhed.
På det tidspunkt havde jeg været dansk statsborger siden 2001. Men jeg var jo også statsborger i Bosnien, da jeg i 1993 som 15-årig blev sat på en bus og kørt væk.

Det, der betyder noget for mig, er relationer. Når de bliver brudt, er jeg straks tilbage ved det, der skete dengang. Det var ikke mig, der sagde: Vi skal ikke være venner længere. Andre sagde det for mig. Så da jeg blev opsagt fra mit tidligere arbejde i april sidste år, kastede det mig ud i en identitetskrise. Det var min ”baby”, hvor jeg havde arbejdet 60-80 timer om ugen. Nu fik jeg igen en relation brudt.

Det fik mig til hen over sommeren at tage til Bosnien i nogle måneder. Mest som selvterapi: Hvordan ser der ud i dag? Er jeg fremmed? Eller er jeg blevet dansk? Jeg fandt ud af, at jeg er meget mere fremmed dernede end i Danmark. I dagligdagen føler jeg mig ikke fremmed. Men man har ikke brug for udtalelser om, at alle fremmede skal sættes på toget og sendes ud af landet. Jeg kan kun relatere det til ´93.

41 år / mand / i et forhold / fitnessinstruktør / Horsens / fra Bosnien / kom til Danmark i 1994 / opholdstilladelse i 1995