Adnan Barzange

Syv gange har jeg arrangeret og afholdt kurdisk nytårsfest i Randers. Flere gange deltog ikke blot mine kurdiske medborgere, men også byens borgmester, som sad til bords på lige fod med de andre gæster. I Irak kan det give fatale følger at fejre vores traditioner. Jeg har stiftet kurdisk forening, arrangeret fællesspisning og meget mere. Jeg har fået gode, nære relationer overalt i lokalsamfundet. 13 år på Kompagnivej i Randers har givet mig fundamentet til at opbygge min familie og min identitet både personligt og fagligt. Jeg lever for at skabe balance mellem mennesker. Ligeværd. I Kurdistan drømte jeg om at studere jura, men det betingede, at jeg skiftede identitet til araber eller meldte mig ind i Ba’aht-partiet.

I Irak levede jeg kun halvt, undertrykt og angst. F.eks. måtte jeg ikke tale direkte til en overordnet. Det kunne kun ske gennem min onkel eller far. Ikke mine handlinger, blot min identitet, gav anledning til, at en trussel om fængsling konstant hang over mit hoved. I 1999 kom jeg til Danmark, og det var første gang i mit liv, hvor jeg frit kunne sige: ”Jeg er fra Kurdistan”. SuperBrugsen i Mariager blev min første arbejdsplads. Her stod jeg mange gange og bankede på døren til min chefs kontor, inden han lærte mig, at jeg bare kunne gå ind. Han var et godt menneske og en god chef, jeg kunne tale med.

Mit land er mit hjerte. Og jeg vil kæmpe for, at kurdere kan være frie som alle andre. Alt det svære kan jeg bruge som erfaring. Og jeg har truffet en beslutning om at bruge livet på at tænke frit og kommunikere, så jeg kan være med til at skabe en bedre verden.

43 år / mand / gift / børn / integrationspædagog / Randers / fra Kurdistan / kom til Danmark i 1999 / opholdstilladelse i 1999