top of page

Gazi Monir Ahmed

Soura

Jeg er 100% dansker og vil aldrig tilbage til Bangladesh. Mit liv startede, da jeg kom til Nordvest. I Bangladesh følte jeg mig aldrig rigtigt sikker, så jeg udviklede mig ikke. Her ejer jeg min egen restaurant, Den Sorte Gryde, som jeg købte fem år efter, jeg kom til Danmark. Vi laver hovedsageligt dansk mad, men også indiske retter. Min yndlingsret er gullasch.

Som formand for oppositionspartiet Bangladeshs Nationalistiske Parti i Danmark kæmper jeg på afstand mod et korrupt styre. Vi arbejder på at afskaffe en regering, der ser gennem fingre med folkedrab og krænkelser af menneskerettighederne. Vi har arrangeret mange demonstrationer foran Bangladeshs ambassade i København, men vi kan ikke få ambassadøren i tale. Jeg er i dag ved at arrangere et møde med en socialdemokratisk EU-parlamentariker, Jeppe Kofod, i Bruxelles.

Jeg foreslår et fuldstændigt stop af Danmarks bistand til Bangladesh. Pengene bruges ikke i folkets interesse, men på at fodre et bundkorrupt system. Som skatteydende borger vil jeg ikke have, at mine penge går til at støtte en regering, hvis værdier står i direkte modsætning til de danske.
En regering, der minder om den, jeg flygtede fra, og som jeg bruger al min fritid på at bekæmpe. Når jeg kan, rejser jeg efter Bangladeshs statsminister og protesterer. Sidste uge var jeg for eksempel i London.

48 år / mand / i et forhold / børn / restauratør / København NV / fra Bangladesh / kom til Danmark i 1992 / opholdstilladelse samme år

bottom of page