Jeg føler mig fremmed, når jeg ikke bliver forstået. Når jeg ikke kan udtrykke mig, som jeg gerne ville. Hvis jeg kunne sproget flydende ville jeg føle mig 0% fremmed.

I Syrien arbejdede jeg på et civilt sygehus, hvor jeg passede de tilskadekomne efter angreb fra ISIS og det syriske militær. Jeg var 15 år gammel, og min familie var flygtet fra Syrien. Jeg var faktisk ikke rigtigt bange. Kun for ISIS. Jeg kan huske, at vi så en masse videoer på nettet af alt det forfærdelige de lavede, og de var kun ti kilometer væk fra sygehuset. Det vigtigste tidspunkt på sygehuset var når lægen kom. Det var cirka en gang om ugen. Alle respekterede og værdsatte lægen, og når jeg i dag tænker på min fremtid, håber jeg, at jeg selv kan ende med at blive læge. Det er vigtigt for mig at have et mål i min tilværelse. Før jeg kom til Danmark var mit mål at overleve. Jeg brugte al min tid på at arbejde, for at få råd til mad. Men her kan jeg arbejde mod at lære dansk, få en uddannelse og senere et job.

I Danmark møder jeg folk, der vil mig det godt. Jeg har ikke oplevet racisme eller utryghed. Men noget af det der gør mig ondt ved at være her, er at læse eller se nyheder og opleve at der kun snakkes om problematikkerne ved flygtninge. Som jeg ser det, er der gode og dårlige mennesker overalt i verden, og ligeså er der gode og dårlige flygtninge. Jeg ville ønske at medierne ikke kun fokuserede på de dårlige aspekter ved flygtninge, men også på de gode.

20 / mand / single / går på KVUC / Rødovre / fra Syrien / kom til Danmark i 2017 / familiesammenføring samme år

Mohammad Ali Hafiz