Adnan Mustafa

Personligt har jeg ikke følt mig fremmed i Danmark. Da vi forrige sommer var på ferie i Grækenland i fire uger, savnede jeg Danmark, Horsens og lejligheden her. Er man aktiv og positiv, kan man føle sig hjemme i hele verden. Men generelt er man som kurder født med en følelse af at være fremmed. For ingen af os er født i et land – i et Kurdistan – der er vores. Også i Syrien føler man sig fremmed. Man lever med undertrykkelse, har ikke lige rettigheder og må ikke tale kurdisk i officielle sammenhænge.

Min største hobby er musik. Jeg var 10-11 år, da min storebror lærte mig at spille saz – et instrument, der er som mit modersmål og tæt knyttet til kurdisk kultur. Jeg spillede med venner, ikke på et professionelt niveau. Men siden min mor døde i august 2016, har jeg næsten ikke spillet.

Jeg er frygtelig ked af, at jeg ikke nåede at hente min mor til Danmark. Det havde jeg lovet hende, jeg ville. Min mor var mest tryg ved mig, hun boede hos mig. Så hvorfor blev jeg ikke hos hende? Hvorfor var jeg væk fra hende, da hun døde? Hvorfor lykkedes det mig ikke at få hende herop på et visum? Min kone og mine søskende forsøger at trøste mig med, at jeg gjorde alt, hvad jeg kunne. Men det hjælper ikke. Jeg ser hende stadig i mine drømme, har dårlig samvittighed og vil have det hele livet. Når man har det sådan, kan man ikke spille saz. Men jeg ved, den er min nøgle til at finde lykken igen, og jeg har stærke personlige ressourcer. Så jeg klarer det. Vi har alle en rolle i dette liv.

39 år / mand / gift / børn / læser til pædagogisk assistent / familiekonsulent / Horsens / kurder fra Syrien / opholdstilladelse i 2013