Gevork Babayan
Før jeg fik dansk statsborgerskab, havde jeg intet statsborgerskab. Det var en meget mærkelig følelse at være statsløs. Så meget kort vil jeg sige, at jeg er 90 procent dansk. Da jeg rejste til Armenien for at besøge min kone, følte jeg mig udenfor. Så snart jeg åbnede munden og talte armensk, kunne folk straks fornemme, at jeg ikke var derfra. Jeg elskede at være der, men jeg var udenfor.
I min fritid dyrker jeg meget kampsport og fitness, og jeg hugger i sten, maler og spiller musik. Jeg skriver også på en bog om de seks år, hvor jeg boede på et asylcenter ved Aalborg. Bogen slutter, når jeg får statsborgerskab, for så er hele min rejse komplet.
Jeg lærte mig selv dansk. På asylcenteret måtte jeg ikke modtage undervisning, men jeg havde en dansk ven, der lånte mig hans lånerkort til biblioteket. I starten lånte jeg børnebøger, som Peter Plys, og brugte en dansk-armensk ordbog, men ret hurtigt behøvede jeg den ikke længere. Efter halvandet år læste jeg Nordkraft, De Tre Musketerer og Greven af Monte Cristo på dansk.
I min bog prøver jeg at skrive så objektivt og ærligt som muligt. Det skræmmer mig, og derfor går det også langsomt. Nogle dage får jeg kun skrevet én sætning. Jeg har skrevet på den i fire år nu, og jeg har skrevet 49 sider. At gå tilbage til tiden på asylcentret, er som at bevæge sig ind i et mørkt rum, som jeg ikke kan opholde mig ret længe i. Men min bog er også en succeshistorie, for de sidste 5-6 år har været én lang optur for mig. Bogen hedder “Indlænding”, fordi jeg ikke er udlænding mere. Ingen bruger det ord, så det vil jeg prøve at tage patent på.
34 år / mand / gift / radiograf/ Rønne / fra Armenien / kom til Danmark i 1999 / fik opholdstilladelse i 2013 / blev dansk statsborger i 2018