Misha Zand

Jeg kan godt svare på spørgsmålet om fremmedhed, men ikke i en national kontekst. For mig er fremmedhed noget eksistentielt. Der er så meget absurditet i verden. Massevandring af flygtninge på de danske motorveje får alt til at miste mening. Man konfronteres med verdens absurditet, og det fremkalder en form for eksistentiel fremmedhed.

Der er noget absurd ved forståelsen af “hygge” som et unikt dansk fænomen, der ikke kan oversættes. Som om ingen andre har det så godt som os. En britisk journalist nailer det, når han peger på, at hygge er lig med konsensus.

Man sidder rundt om middagsbordet og taler om Bagedysten eller noget andet totalt ufarligt, men hvis nogen bringer noget substantielt på banen, hvis én f.eks. åbner op for en diskussion om Danmark som krigsførende nation, så er hyggen ødelagt.
Jeg vil have rum til at være anderledes, mene noget andet og tale om noget, der ikke nødvendigvis er konsensus om. Ellers bliver det uinteressant. Jeg er et socialt menneske, men også et rastløst menneske. Det sociale skal give mening. Der er noget værdifuldt over at opleve en form for åndelig intimitet med folk, man ikke kender. For mig at se står og falder integration med menneskelig interaktion. Da jeg kom til Danmark i start 90’erne, mødte jeg en venlig stat, men en uvenlig befolkning. I dag er det omvendt. Det frivillige arbejde - det, at mennesker mødes og interesserer sig for hinanden - gør, at landet ikke bryder sammen.

37 år / kvinde / enlig / cand.mag. i tværkulturelle studier / selvstændig/ København N / fra Iran / kom til Danmark i 1989 / søgte asyl i 1991 / opholdstilladelse i 1992