Muhibo Abdirashid Muhudin

Jeg føler mig ikke fremmed. Som alle andre møder jeg nye mennesker, og når jeg lærer dem at kende, holder vi op med at være fremmede over for hinanden. Jeg har ikke søgt statsborgerskab i Danmark, for jeg betragter mig selv som verdensborger. Nationalitet er ligesom hudfarve og religion en kategori, der har til formål at dele mennesker op i forskellige grupper. De eneste, som vinder på det, er de, der har magt, og jeg vil ikke være en brik i deres spil.

Da jeg gik i folkeskole, faldt jeg for hiphoppen. Jeg dykkede ned i teksterne og fik dem til at handle om mig selv og mit liv. Senere begyndte jeg at skrive. At få tankerne ned på papir er som at se sig selv i spejlet. Det kan være svært at vide, hvor det gør ondt, men når jeg skriver, får jeg klarhed. I min familie er der mange, som ikke forstår mig. Jeg passer ikke ind nogen steder og har altid sat en ære i at gå mine egne veje. Mange har svært ved at forstå, at jeg ikke har stiftet familie, men jeg har ikke travlt.

Jeg har ikke set min mor, siden jeg forlod Somalia, men vi ringer sammen, og jeg sender penge. Jeg var sammen med hende i den sværeste tid af hendes liv under krigen. Fra Danmark kan jeg give hende noget tilbage, og det gør mig glad. Jeg vil selvfølgelig gerne se hende, men jeg er bange for at tage tilbage. Hvis der sker mig noget, bliver hun alene igen. Måske skal jeg selv have børn, måske skal jeg ikke. Måske skal jeg åbne et børnehjem i stedet. Folk siger til mig, at man ikke kan elske et barn, som ikke er ens eget, men selvfølgelig kan man det.

31 år / kvinde / enlig / HF-studerende / Gentofte / fra Somalia / kom til Danmark via familiesammenføring i 1996