Rabab Razik

Jeg er et menneske, som lever et sted, jeg holder af. I mine teenageår tænkte jeg meget over, hvorfor lige mig? Hvorfor har jeg ret til at sidde her i en privilegeret position, og hvorfor ikke resten af familien? Men efterhånden som jeg er blevet ældre, spekulerer jeg på, om der ikke også er et tab i det. I Irak har de hinanden og familien. De samfund, der oplever mest modgang, lader også til at være de samfund, der har stærkest sammenhold og overlever bedst. Selvom det er svært, holder de sammen og får det bedste ud af livet. På en anden måde end os. Det var de tætte familiære relationer jeg som teenager manglede.

I 2012 var jeg fire måneder i Jordan som frivillig gennem Røde Kors. Under nogle dages pause tog jeg til Bagdad for at besøge min familie. På vej hjem fra Irak i bussen blev jeg vækket af tumult. Folk var i panik, fordi der var en vejsidebombe lige under vores bus. Chaufføren valgte at træde på speederen. Tre sekunder efter sprang den bag os. Efterfølgende hørte jeg i nyhederne, at der heldigvis ingen tilskadekomne var.

Det var i de øjeblikke efter eksplosionen at jeg tænkte; ligegyldigt hvor man stammer fra, hvis ens land ikke kan yde sikkerhed, så er det ikke et land for mig.
Ikke engang militærfolkene, der bare stod og pegede ned på vejsidebomben, kunne beskytte os. Dér opgav jeg min tro på et fædreland. Jeg har ikke noget fædreland. Og jeg føler ikke, at det er et tab. Jeg ser mig selv som et menneske, der lever et sted, jeg holder af, og så er jeg forpligtet til at bidrage til det sted.

30 år / kvinde / ugift / Farmaceut / Roskilde / Hedehusene / fra Irak / kom til Danmark i 1992 / Opholdstilladelse i 1993