Selma Mesic

Fremmedhed er noget eksistentielt, der handler mere om, hvor du er mentalt, end om hvor du er geografisk. Jeg er københavner med en stor kærlighed til min by, men jeg ved ikke, om jeg er dansker. Jeg identificerer mig ikke med en bestemt nation. Måske skyldes det, at jeg flygtede fra en krig, der i høj grad skyldtes nationalisme. Da jeg kom til Danmark, gjorde de mange flagstænger i kolonihaverne på Amager mig forskrækket. Hvorfor alle de flag? Kendte folk ikke nationalismens fare?

Min første erindring om krig stammer fra min skoletid, hvor en ny pige, som var flygtet fra krigen i Kroatien, begyndte i min klasse. Det gjorde stort indtryk på mig, at hun ikke længere havde et hjem eller et eget værelse. Jeg talte med min far, som sagde, at det jo var godt, at hun i det mindste havde sin familie hos sig. Alt andet kunne erstattes. Kort tid efter, da krigen kom til Bosnien, mistede jeg min far, og jeg opdagede, at han havde haft ret. Ting kan erstattes, men ikke mennesker. I flere år havde jeg en enorm vrede og sorg i mig, som blokerede for mit ordforråd.

Jeg kunne ikke tale om mine følelser, og jeg kunne ikke sige, at min far var død. Men man bliver nødt til at lære at sige ordet. Døden er og skal være en del af sorgprocessen, for den bliver ikke mindre nærværende af, at man fortier den. At miste mennesker, man elsker og holder af, er smertefuldt. Og det er nok derfor, vi aldrig får et naturligt forhold til døden. Sorgen bliver mindre med tiden, men ikke savnet.

37 år / kvinde / i et forhold / folkeskolelærer / København S / fra Bosnien-Hercegovina / kom til Danmark via familiesammenføring i 1994