NilofarHFoksidste version _MG_2157.jpg

Min sproglige og kulturelle baggrund gør mig en smule anderledes end de fleste danskere, men grundlæggende har det at føle sig fremmed at gøre med forfølgelse eller diskrimination, og jeg er ikke udsat for nogen af delene.

Interessant kunst bygger på politiske eller psykologiske kampe. I det kommunistiske Polen, hvor jeg voksede op, var kunsten en kæmpende kunst, ofte i opposition til systemet, mens den i Danmark i start 70’erne primært var underholdende. Her var få problemer og dermed heller ingen virkelig oplagte kamppladser for kunsten at indtage. Hvis du ikke har noget at kæmpe for, risikerer du at blive doven. Den kamp, som har afholdt mig fra at blive doven, er en psykologisk kamp, der kredser om de identitetsspørgsmål, som flugten til Danmark satte i gang. Er jeg polak, polsk jøde, dansk jøde, dansker? Også nutidens flygtningesituation er forbundet med dilemmaer, som kunsten kan afsøge.

Et væsentligt spørgsmål er f.eks., om vi i Danmark skal hjælpe de virkelig trængte, eller om vi skal prioritere at passe på det velfærdssamfund, som vi har opbygget gennem så mange år?
Jeg mener, at vi skal hjælpe, men have øje for proportionerne. Danmark er et mindre land med kultur og sprog, som vi skal værne om. Jeg arrangerede på et tidspunkt en række forestillinger og debatter, der kredsede om disse problemstillinger. Det var lige, så det slog gnister. Den positive og venlige konfrontation er afgørende i kunsten og i samfundet. Den bidrager til gensidig forståelse og renser luften.

79 år / mand / i et forhold / historiker og instruktør / Østerbro / fra Polen / kom til Danmark i 1970 / opholdstilladelse samme år

Wladimir Herman