Det er svært at føle sig som dansker. Jeg kan lide samfundet og kulturen, men jeg føler mig usikker, når reglerne hele tiden bliver lavet om. Jeg har været kristen hele mit liv, men det er, som om alle fremmede bliver opfattet som muslimer.
Vi har meget få ting. De fleste har vi fået af danske venner. Jeg har kun købt to ting selv, en sofa og en opvaskemaskine. Jeg har ikke brug for ting. Jeg har fred i hjertet, som Jesus har givet mig. Som menneske er jeg stærk og optimistisk, og jeg føler mig taknemmelig for at være her sammen med min kone og mine to børn.
Der har været krig i mit hjemland hele mit liv. Min mor er min helt, hun er mit spejl. Hun sørgede for, at jeg ikke kom i militæret, men kunne flygte til Etiopien. Jeg savner hende. Jeg har ikke set hende i mere end 14 år.
Jeg boede i en flygtningelejr, indtil jeg sammen med 360 andre tog turen over Middelhavet i en lille båd.
Da jeg kom til Danmark, forsøgte jeg at spørge om vej til en politistation. Men de fleste kendte ikke vejen. I mit hjemland er der politifolk på nærmest hvert eneste gadehjørne.
Jeg forstår ikke den danske humor. Når jeg hører en vittighed, griner jeg, når andre griner – og så griner jeg igen, når jeg forstår den.
Jeg vil gerne arbejde. Og jeg drømmer om en dag at få mit eget firma. Min familie betyder meget for mig. I mit hjemland er det almindeligt at have mange børn, men det er dyrt her i Danmark. Der er stadig uro i mit hjemland, og jeg kan ikke vende hjem. Jeg tror, Gud har hjulpet mig hertil.
37 år / mand / gift / børn / i lære som klejnsmed / uddannet landmåler / Rødkærsbro / fra Eritrea / midlertidig opholdstilladelse i 2015