Farideh Fahimi

Fremmedhed handler om, hvor man er følelsesmæssigt. Jeg stoler på mig selv og mine værdier og føler mig ikke fremmed.

Jeg ankom til Kastrup Lufthavn med min søn i den ene hånd og en kuffert i den anden. I Danmark ventede min mand, som var kommet året inden. Vi var i et nyt land og havde kun hinanden. Vi fik en søn mere, jeg kom ind på tandlægeskolen, og vi flyttede fra Odense til København, men så skete der noget. Først begyndte min mand at ødelægge ting, senere begyndte han at slå mig. I Iran havde ydre omstændigheder tvunget os fra hinanden, men nu var det noget indre, der truede med at splitte vores familie. Det var os selv. Jeg er et familiemenneske, men blev nødt til at spørge mig selv: Hvor vigtig er kernefamilien? Skulle jeg forsøge at holde sammen på den, indtil børnene var gamle nok til at flytte hjemmefra, eller skulle jeg vise mine børn, at mor er stærk, og at det er okay at sige fra? Jeg mistede kontakten til mine brødre, da jeg gik.

I sin erindringsbog skriver Tove Ditlevsen om at forlade en mand. Hun gør det ikke for sin egen skyld, men for sine børns skyld og for de værker, hun endnu ikke havde skrevet. Jeg spejler mig i hendes valg og den kamp, hun tog. Det er en af de kampe, som giver livet mening, og som giver styrke til at tro på fremtiden og til at tilgive det, der er sket i fortiden. Jeg har oversat bogen til persisk, fordi jeg synes, at 70 millioner mennesker i Iran skal have mulighed for at lære Tove Ditlevsen at kende.

53 år / kvinde / i et forhold / børn / tandlægestuderende / Herlev / fra Iran / kom til Danmark via familiesammenføring i 1991