Farideh Osmani

Mine holdninger er ikke fremmede, og det er den måde, jeg lever mit liv på, heller ikke. Men selvom jeg tænker og drømmer på dansk, vil jeg aldrig kunne blive 100% dansk.

Jeg havde boet hos min far i tre dage, da han slog mig første gang. Min bror og jeg havde kun boet hos min mor, inden vi kom til Danmark, så min far var helt fremmed for mig. Som barn var mit liv meget kontrolleret, og jeg havde ingen frihed. Gennem hele min opvækst har jeg været kastet rundt mellem min far, min mor og forskellige opholdssteder, men har aldrig rigtigt passet ind nogen steder. Jeg kunne ikke leve op til min fars forventninger om en god muslimsk datter, jeg er ikke mors pige, der opfører sig pænt og korrekt, og jeg er heller ikke en rigtig dansker på grund af mit udseende. Jeg tror stadig, at jeg søger efter en plads her i samfundet, ikke kun for mig, men også for alle andre. De, som kender mig, ved, at jeg godt kan lide at provokere folk og skubbe til deres grænser.

Det er vigtigt, at vi giver plads til hinanden, og det kan vi kun, hvis vi dropper alle vores fordomme. Selvom du er en muslimsk pige, der går med tørklæde, vil jeg stadig tilbyde dig en cigaret eller en øl, for hvorfor skal andres fordomme fratage dig dit valg? Man skal ikke dømmes på baggrund af ens religion, seksualitet, etnicitet eller bare ens udseende. Folk skal ikke underlægges kontrol, om det så er fra familien eller samfundet. Jeg tror også, at det er derfor, jeg aldrig vil blive 100% dansk. For hvis jeg ikke vil ændre på mig selv for min families skyld, hvorfor skulle jeg så gøre det for Danmark?

25 år / kvinde / enlig / HF-studerende / København S / fra Afghanistan / kom til Danmark i 2002 / opholdstilladelse samme år