Kajaledchumy Sabanathan Holmsberg

I min hverdag føler jeg mig ikke fremmed. Mit navn og mit udseende giver folk en naturlig interesse for at finde ud af, hvem jeg er. Det gør mig ikke noget særligt, men jeg føler mig ramt, når politikerne taler i negative vendinger om flygtninge og indvandrere, for så taler de også om mig.

Uretfærdighed gør mig vred. Som barn fik jeg at vide af min lærer til hver eneste forældresamtale, at jeg skulle holde op med at lege politibetjent, men jeg kunne ikke lade være med at blande mig, hvis jeg syntes, at en konflikt blev løst på en dårlig måde. Som voksen er jeg blevet mere diplomatisk, men jeg kan stadig blive indigneret og få lyst til at råbe op, når jeg får øje på sociale skævheder. Det går mig f.eks. på at se, hvor svært nogle familier har det på grund af kontanthjælpsloftet.

Jeg tror ikke, at mennesker vælger at sige: Lad mig tage de her penge og blive hjemme i stedet for at stå op og tage på arbejde. Når folk gør det, er det fordi, de ikke har andre muligheder. Jeg tror ikke, at der er mange mennesker, som får mere overskud af at få færre penge. Det virker nok på nogle, men ikke på alle. Hvis det stod til mig, skulle man behandle folk forskelligt og tage stilling til den enkelte sag på baggrund af personens historie. Det ville kræve nogle ressourcer, men det ville være mere retfærdigt.