Khalil Nazari

Jeg tænker egentlig ikke på mig selv som flygtning mere. Måske er jeg 5% fremmed. Nej, ikke engang. Jeg har boet her længe og gjort, hvad jeg kunne for ikke at føle mig som en fremmed. Hvis du opfører dig ordentligt, følger spillereglerne, osv., så peger folk ikke på din hudfarve.

Som 15-årig forlod jeg Afghanistan. Jeg er den ældste i søskendeflokken og måtte rejse fra min familie for ikke at blive tvunget ind i Taliban. Jeg endte i Danmark og fik venner, kæreste og en omgangskreds, som med tiden blev en slags familie for mig.

Jeg er blevet voksen i Danmark. Det er her, jeg er kommet til at høre til, og det er her, min fremtid er. Men når jeg er alene, sætter jeg af og til musik på fra mit hjemland. Det vækker minder om mit liv i Afghanistan og om den, jeg var engang. Mit modersmål er lidt rustent efterhånden, men der er alligevel noget sært genkendeligt over at lytte til det og synge med på sangene. Jeg vil gerne holde fast i sproget, så jeg en dag kan give det videre til mine børn. Det er en del af mig, og selvom jeg skal lede efter ord og vendinger, er det som om, at der i sproget og musikken er noget, som jeg forstår 100%.

30 år / mand / i et forhold / uddannet bygningsingeniør / projektleder / København N / fra Afghanistan / kom til Danmark i 2001 / opholdstilladelse samme år