Manal Bashir Tahhan

Jeg er 100% flygtning. Selvom jeg har fået asyl, er min fremtid her stadig usikker. De seneste otte måneder har mine børn siddet i Asylcenter Roskilde og ventet på at få svar fra Udlændingestyrelsen. Vi flygtede nemlig ikke sammen. Selvom jeg var bange, da jeg flygtede, var deres flugt den værste. Båden, de tog, kæntrede i Middelhavet. I 10 dage hørte jeg ikke fra dem. Jeg troede, at de var omkommet. Jeg fik tilsendt billeder af døde børn for at se, om jeg kunne identificere dem. Efter 10 dage ringede de. Jeg kunne dårligt nok tro det. Den lykkeligste dag i mit liv var, da jeg blev genforenet med min familie. Og jeg tænker, at den dag, de får asyl, næsten vil være lige så fantastisk.

Jeg blev gift som 16-årig i et arrangeret ægteskab og fik mit første barn, da jeg var 17. Jeg havde derfor ingen ungdom, og jeg følte mig meget begrænset i mit ægteskab. Den kultur kan jeg overhovedet ikke identificere mig med. Jeg havde et år uden begrænsninger, før min mand kom hertil, og på det år fandt jeg mig selv. Min mand har haft svært ved denne omstilling, og vi skændes derfor meget. Men jeg nægter at gå tilbage til den person, som jeg var før.

Nu rejser jeg rundt i verden og deltager i diverse konferencer om flygtninge. Jeg har engageret mig i en masse frivillige organisationer, hvor jeg arbejder for en større forståelse mellem de forskellige nationaliteter og kulturer her i Danmark. Jeg har blandt andet inviteret folk på syriske måltider i mit hjem. Jeg er glad, og det føler jeg, at jeg fortjener.

41 år / kvinde / i et forhold / børn / receptionist / Birkerød / fra
Syrien / kom til Danmark i 2014 / opholdstilladelse samme år