Mohamad Ibrahim

For 10 år siden havde jeg nok sagt, at jeg var 0% fremmed, men i dag nærmer jeg mig 30%. Det politiske klima har ændret sig. Fremmedhadet er blevet legitimt, og jeg ser nogle uhyggelige paralleller til tiden inden 2. verdenskrig og krigene i Bosnien og Libanon. Jeg tror ikke, at vi lærer af fortidens fejl. Mine bedsteforældre udvandrede fra Palæstina og mine forældre fra Libanon. Vi kom til Danmark ved en tilfældighed, og i vores hoveder er vi stadig flygtninge, så hvis udviklingen i Danmark pludselig tager fart, er vi mentalt forberedt.

Jeg håber, at vi om 10 år er færdige med at tale om flygtninge og indvandrere hele tiden, så vi i stedet kan diskutere reelle problemstillinger. Jeg vil f.eks. gerne tale om, hvordan vi sikrer velfærdsstatens overlevelse og en ikke bare veluddannet, men også alment dannet befolkning med en bred horisont og en evne til at se ud over egne interesser. Min gymnasietid har præget mig. Det kan lyde hippieagtigt, men jeg lærte noget grundlæggende om menneskerettigheder og forskellige måder at anskue verden på. Jeg kom til at overveje, hvordan vi kan få folk til at finde styrke i forskellighed.

Jeg betragter mig selv som feminist og var på barsel i et halvt år med min søn. De første måneder har man mulighed for at få en unik relation til sit barn. Derfor mener jeg, at der burde være øremærket barsel til mænd. Nogle vil sige, at det ikke er mandens opgave at passe børn, men mennesket har udviklet sig, og vi lever ikke længere, som vi gjorde for bare 100 år siden.

31 år / mand / i et forhold / børn / strategic partner / Brøndby Strand / født i flygtningelejr i Libanon / palæstinensisk baggrund / kom til Danmark via familiesammenføring i 1990