Tedros Haile Teclemariam

Første år her følte jeg mig 100% fremmed, men nu går det bedre. Før boede min kone i Eritrea, og jeg bekymrede mig meget om hende. Nu er hun her, og så har jeg det meget bedre.

På nogle måder plager min flugt mig stadig. Især bådturen over Middelhavet. På halvvejen gik motoren ud, og i 10 timer troede jeg, at mit liv var ovre. Da den italienske kystvagt fandt os, var det som at blive født på ny. Jeg følte, at jeg fik en ny chance i livet. Men de tre dage, hvor 200 mennesker måtte leve uden mad, var forfærdelige. Kvinder og børn, der græd af sult. Der var især en kvinde, som jeg ofte tænker på. Hun var omkring syv måneder henne i hendes graviditet, men hun endte med at føde på vej til båden. Hendes barn var dødfødt og vi måtte begrave det i sandet. Selvom hun var meget svækket, valgte vi at tage hende med os om bord på båden. Synet af den stakkels ulykkelige kvinde og lydene af grædende børn glemmer jeg aldrig.

Jeg kan godt lide at se National Geographic, for det minder mig om, at alle kæmper for overlevelse og for deres families ve og vel. Men der er stor forskel på vores kampe. Kampen for en almindelig dansker er meget anderledes, end den er for os. I Eritrea lever man under et diktatur og mangler basale menneskerettigheder samt frihed til selv at vælge. Her lever folk i overflod og er frie til at gøre, hvad de vil. Og efter min mening er frihed altafgørende for et menneskes lykke.

33 år / mand / i et forhold / Hellerup / går på sprogskole / fra Eritrea / kom til Danmark i 2014 / opholdstilladelse i 2015