Jeg er nok 50% dansk og 50% kurder. Jeg føler mig ikke fremmed i Danmark. Men jeg er også kurder. Og det påvirker mig, hvad der sker med kurderne i Mellemøsten. Mit hjerte er med dem. Hvis jeg var alene og boede dernede, ville jeg tage afsted for at hjælpe de nødstedte. Det er så uretfærdigt, det der sker, og hele verden lukker øjnene for det.

Jeg var bare 11 år, da vi skulle redde vores liv under Saddam Husseins angreb på Kurdistan i 1999. Vi var bange. Vi havde ingenting fået med os. Vi gik sammen i flok om natten. Der var en kvinde iblandt os, som var ved at føde, men der var ikke tid til at stoppe. Folk turde ikke tage chancen, så de hjalp ved at støtte hende på hver side, samtidig med at de gik. Nogle gange tænker jeg, om jeg virkelig har oplevet de der forfærdelige ting, eller om det bare er noget, jeg har drømt?

Religion betyder ikke noget for mig. Jeg er oprindeligt muslim, men ikke praktiserende. Heller ikke mine børn. De er helt fritstillet til at spise, hvad de vil, og tro på, hvad de vil. Jeg synes, det er forkert, at børn skal påduttes noget. Jeg har set familier presse deres piger til at tage tørklæde på. Jeg bryder mig hverken om forbud eller tvang. Jeg har altid haft lyst til at arbejde med børn. jeg vil gerne uddanne mig inden for pædagogik.

Børnenes verden er smuk. Sprog er ikke det afgørende for dem. Jeg prøvede at læse for dem med min tykke accent. De kiggede forundret på mig og gentog ordene, som de skal lyde. Børn er geniale læremestre.

39 år / kvinde / gift / børn / pædagogmedhjælper / Roskilde / kurdisk iraner/ Iran / kom til Danmark i 2002 / Humanitær opholdstilladelse i 2002