Jeg er 100% fremmed og elsker det. Jeg har oplevet den iranske og danske kultur og kan skifte kanal - kulturelt, politisk, socialt og følelsesmæssigt - som det passer mig. Med alderen er jeg blevet bevidst om at ingen kultur er perfekt, og har derfor fundet styrke i at skabe min egen identitet.
Det har været smertefuldt at opdage hvor svært det var at blive accepteret i verdens lykkeligste og mest ordentlige land. Der findes ingen 100% lykkelig integration. Du står altid i dilemmaet: skal du forblive tro mod din oprindelige kultur, eller søge accept i den nye. For mange år siden var jeg praktikant på et plejehjem. Sygeplejersken stak mig en vaskeklud. Værsgo, vask den lamme mands penis. Det kan en muslimsk kvinde ikke, men jeg valgte i det sekund at overskride grænsen, ellers ville jeg altid stå i det dilemma.
Når man vælger at træde ind i et nyt samfund møder man kritik og afvisning, og så skal man vise hvem man er som menneske. Udvikling kræver tid, ressourcer og kræfter. Ikke alle har det eller vælger det. For mig var der intet valg. Jeg havde ikke råd til at være naiv.
Min far var general i militæret, min mor den persiske Emma Gad, så selvom jeg voksede op i trygge rammer, var det ikke altid sjovt at være barn. Da jeg var 12 år røg min politisk aktive søster i fængsel og vi mistede alt. Min mor har givet mig en feministisk stolthed, jeg ikke oplever i det danske samfund, og min far, styrken til at stå ved mine valg. I dag er jeg generalen i mit eget liv.
Marie Arianfar / 49 / kvinde / gift / børn / journalist og vært / Mols / fra Iran / kom til Danmark 1993 / opholdstilladelse i 1995