Pablo Parra

Jeg kan lide at være her og føler mig mere og mere hjemme dag for dag. Men jeg mangler og savner stadig noget, mest af alt min familie. Hvis man skubber en sten ned fra et bjerg, triller den i et stykke tid, før den stopper. Jeg er stenen, der er på vej. Jeg triller stadig.

Borgerkrigen i Colombia har sat tydelige spor i mit liv. Min far blev kidnappet og dræbt af FARC, da jeg var barn, og som voksen blev jeg tvunget på flugt efter et afpresningsforsøg fra en bevæbnet gruppe. Måske FARC, måske ELN, måske paramilitær. I 15 år levede jeg som flygtning uden papirer i Ecuador. Jeg startede flere virksomheder og vandt en pris for et antikorruptionssystem, der skulle sikre, at buschauffører ikke kunne putte billetpenge direkte i egen lomme uden at blive opdaget. Men på grund af min status som flygtning kunne jeg ikke oprette en bankkonto, og det satte en naturlig stopper for, hvor langt jeg kunne nå med mine projekter. Efter noget tid kuldsejlede de alle, og jeg har måttet starte forfra mange gange. Min ankomst til Danmark markerede endnu en ny start, forhåbentlig den sidste. Jeg drømmer om et almindeligt liv. Jeg ønsker mig min egen virksomhed i Danmark og muligheden for ind imellem at rejse til mit hjemland. Jeg glæder mig over fredsprocessen i Colombia. Man kan ikke få både retfærdighed og fred. Man må vælge. Og selvom de væbnede grupper har kostet mig dyrt, er jeg ikke i tvivl om, at jeg vælger fred.

37 år / mand / enlig / iværksætter / ansat i Ikea / Gentofte / fra Colombia / kom til Danmark som kvoteflygtning i 2014