Amira Saric

Jeg kan være for bosnisk for danskere, og for dansk for bosniere - og det er jeg virkelig træt af. Jeg er hverken det ene eller andet, men både og. Da 11. september skete, boede jeg i USA, sådan er jeg heldig at være til stede, hvor det sker. Da jeg rejste hjem til Danmark, sagde min ven til mig "Farvel min dejlige bosniske-dansker." Da gik det op for mig: Det er dét, jeg er.

For en amerikaner er det helt naturligt at være african-american eller chinese-american, og det er ikke modstridende at spise kinesisk mad, og deltage i det amerikanske samfund. Hvorfor har vi det så svært med det i Danmark? Vi spiste frikadeller i gamle dage, men nu spiser vi kebab: Hvorfor er det et problem?
Jeg vil kaldes bosnisk-dansker. Det er den mest præcise beskrivelse, og det har stor betydning. Sprog former virkeligheden. I Jugoslavien elskede vi at grine af hinandens dialekter, ligesom vi her i Danmark kan grine af en sønderjyde eller en nordjyde, men vi holdt af hinanden, og vi var hinandens venner, naboer og familie. Så startede sproget lige så stille med at ændre sig i medierne. Så kom krigen. Og så kom koncentrationslejrene.

Da vi fik børn var min mand og jeg ikke i tvivl om, at de skulle have bosniske navne. Havde jeg haft danske rødder, ville mine børn sikkert hedde Freja, Valdemar og Thor. Jeg elsker de nordiske navne, men da både min mand og jeg er af bosnisk ophav, ville det være for underligt. Jeg ville føle det som om, jeg havde stjålet en andens barn. Min mellemste datter hedder Esma, og en af hendes veninder har fået en kanin, som hun kalder for Esma. Det er min hemmelige plan. At det ikke skal være unormalt at hedde Esma i Danmark.

Amira Saric / 40 år / kvinde / gift / børn / erhvervs- og udviklingskonsulent ved Sprogcenter Vejle / Vejle / fra Bosnien-Hercegovina / kom til Danmark i 1993 / asyl i 1997