Galawiesh Abeid

Man kan tale perfekt dansk og have boet hele sit liv i Danmark og stadig føle sig fremmed. Jeg plejer at sige til folk, at det, de oplever i Danmark, ikke er racisme, men en mere grundlæggende mentalitet. Danskerne er ikke udadvendte.

Jeg er ikke en Alt for Damerne-kvinde. Jeg dyrker ikke sport og kan ikke lide at bruge al min tid på madlavning og rengøring. Brødrene Karamazov af Dostojevskij er mere min verden. Som ung politisk aktivist måtte jeg flygte op i de kurdiske bjerge, hvor jeg kom til at arbejde på et hjemmelavet hospital. Indimellem græd jeg, fordi det hele var så beskidt og primitivt, men jeg holdt ud, fordi det gav mening. I Bagdad havde jeg næsten ikke spist. I bjergene var min appetit stor, og det så jeg som et godt tegn.

Livet er mere end bare at være smuk og køn. Livet er mere end mig, min mand og min lykke. Man må forsøge at gøre en forskel for andre end sig selv og sin familie. Hvor er det skønt, når nogen siger: “Mit barn, du er ikke centrum i verden”. Jo mere energi, man giver sit jeg, jo mere vil det have. Jeg kom til Danmark, fordi jeg havde brug for sikkerhed for mig selv og min familie, men da jeg vænnede mig til sikkerheden, så jeg noget i samfundet, som chokerede mig. Folk koncentrerer sig meget om deres jeg. For mig giver det ikke mening at sige, at man er sin egen lykkes smed. Min lykke afhænger i høj grad af andre mennesker, og i min familie er der ikke noget, der hedder, det er dit problem. Det vil altid være vores.

58 år / kvinde / i et forhold / børn / pædagog / Lille Kregme / fra Irak / kurdisk baggrund / kom til Danmark i 1986 / opholdstilladelse i 1987