Jeyanthan Jeevaratnam

Jeg er tamiler uanset hvad. Samtidig føler jeg mig meget dansk. Jeg bor i Danmark, og jeg respekterer de danske love og regler.

Jeg er meget hjælpsom. Hvis jeg ser hjemløse, hjælper jeg dem, eller køber hjemløsebladet af dem, og jeg støtter indsamlinger i fjernsynet. For hver gang jeg har givet, har jeg altid modtaget mere. Personligt får jeg overskud af at give. Det er ikke sådan, at jeg får en høj løn. Jeg har en uddannelse, så jeg kunne tage et job i finansverdenen og tjene mere. Men at være socialpædagog, og arbejde med autister, giver mig noget andet.

Hvis jeg har været på ferie og kommer tilbage på job, så får jeg store krammere. ”Åh, jeg har savnet dig”, siger de. Det er ikke en glæde, man får, ved at sidde foran en computer i otte timer. Det kan også være en generel følelse af at have gjort det godt på mit arbejde. Det er et betydningsfuldt arbejde. Hvis en beboer ikke har det godt, kan jeg gå ind og ændre på deres dag, så de får det godt. Det kan gøre mig glad.

Jeg følte et kæmpe pres fra mine forældre, som ville have, at jeg skulle være læge. Så bliver man lidt rebelsk. Jeg flyttede hjemmefra fuldstændig forvirret, indtil jeg begyndte at arbejde med mennesker og følte den glæde, der er ved det, og en veninde sagde til mig: ”Jey. Du skal arbejde med mennesker”.
Alle – forældre, onkler og tanter var skuffede. Dét vil jeg bryde med min datter. Jeg vil være stolt af hende og hjælpe hende med at finde ud af, hvad hun kan lide. Mine forældre er stolte af, at jeg har købt mit eget hus.

35 år / mand / gift / et barn / socialpædagog / Herning / fra Sri Lanka / familiesammenført i 1995 / dansk statsborgerskab i 2004