Manila Ghafuri

Grundlæggende føler jeg mig hjemme i Danmark, men det påvirker mig, når jeg kan mærke, at jeg bliver stemplet som en fremmed. Sidste år, da jeg oplevede de mange flygtninge på motorvejene i Danmark, skete der noget i mig. Det tog mig tilbage. Jeg blev bevidst om, at jeg har en flygtningestemme, og jeg besluttede mig for at bruge den.

Under den værste snestorm i 20 år flygtede mine forældre, syv søskende og jeg ud af Afghanistan. Min mor og far bar de mindste. Nogle gange gravede vi os ned i jorden for at holde på varmen. Vi krydsede floder, vi skulle altid være stille. Menneskesmuglerne ville give min lillesøster piller, fordi hun græd, og hvis nogle var langsomme, smed de deres ting væk. I Polen blev vi splittet, og først efter halvandet år blev vi samlet igen. Det er 15 år siden, men det præger os stadig.

Vi har leget med skæbnen ved at forlade vores hjemland. Den usikkerhed, der fulgte med flugten og adskillelsen, mærker os den dag i dag, selvom min familie er samlet, og vores fremtid i Danmark er sikret. Derfor ser jeg det som min pligt at tale på vegne af dem, der ikke har overskuddet. Når jeg f.eks. ser en dokumentar om en 16-årig stærk og velintegreret pige, hvis liv langsomt falder fra hinanden, fordi hun efter seks år i Danmark stadig ikke ved, om hun og hendes familie skal sendes tilbage til Afghanistan, bliver jeg nødt til at blande mig. Jeg bliver nødt til at tale imod et system, som nedbryder mennesker og gør børn voksne alt for tidligt, for jeg ved, hvor ødelæggende det er.

23 år / kvinde / enlig / dansk-studerende på universitetet / Vanløse / fra Afghanistan / kom til Danmark i 2001 / opholdstilladelse i 2003