Nidal Mustafa

Jeg er ikke dansk, men jeg er heller ikke iraker mere. Irak er et ødelagt land. Krig ødelægger folk. Min familie var kommunister. De var dannede og kulturelle, og de levede et godt liv. Men efter krigen har de mistet deres værdier og deres moral. Min familie er stadig i live, men det føles ikke længere som om, at de lever. Mit hjem burde ellers være der, hvor min familie er.

Mit liv har været et eventyr fyldt med spænding og drama. Allerede som 17-årig var jeg en kendt skuespillerinde i Bagdad, og jeg elskede det. Men da Saddam kom til magten, ændrede alt sig, og jeg blev nødt til at flygte. Efter et par år i eksil vendte jeg tilbage for at kæmpe for mit land. Jeg boede fire år i bjergene i den nordlige del af Irak. Her levede vi under kummerlige vilkår uden rindende vand eller elektricitet. Men da jeg blev gravid, var det for farligt for mig at blive på grund af de kemiske bomber, Saddam smed i området. Jeg boede i tre forskellige lande, inden jeg kom til Danmark, og jeg har altid formået at arbejde inden for mit felt, men her i Danmark har det været svært. Der er meget store krav til sproget, og jeg er aldrig blevet god nok. Jeg har uddannet mig som frisør, kosmetolog og sosu-hjælper, men de mange år i bjergene var hårde for kroppen, og jeg har svært ved at arbejde. Jeg lider især af gigt, et resultat af de mange timer, vi tilbragte i de iskolde floder for at gemme os for militæret. Jeg prøver stadig at holde eventyret ved lige, men mit liv er ikke længere det samme. Jeg har ikke rigtigt noget at kæmpe for mere.

57 år / kvinde / enlig / børn / uddannet social- og sundhedsassistent / København S / fra Irak / kom til Danmark i 1992 / opholdstilladelse i 1994