Safari Amani

Der var igen nye krigshandlinger i vores område i DR Congo, og samtidig var min bror og hans kone forsvundet. Vi vidste ikke, om de blot var forsvundet, eller om de var blevet dræbt i krigen. Og det ved vi faktisk heller ikke i dag.

Med endnu flere forfærdelige krigshandlinger var der kun ét at gøre, syntes jeg. Det var at flygte. Og selvfølgelig tog vi, min kone, vores datter og jeg, min brors fem børn med os, da vi flygtede til Zambia. Efter noget tid kom de fleste af os via Sydafrika og Tyskland til Danmark. Jeg fandt aldrig ud af hvorfor, men den eneste af os, som ikke kunne komme med i første omgang, var min kone, så indtil for nogle måneder siden har jeg været ene om at sørge for de seks børn.

Det har været godt, synes jeg, og jeg er glad for, at børnene er glade for at være her og for at gå i skole – og for den ældstes vedkommende efter skolegangen at få et arbejde. Han er nu 22 år. Den yngste, Claude, er 12 år. Selv om jeg har lært lidt dansk, så jeg kan begå mig, er det ofte, jeg har brug for hjælp, når jeg skal tale med danskere, og så får jeg hjælp af børnene. De har været meget hurtigere end mig til at lære sproget. Jeg har endnu ikke fået et arbejde, selv om jeg gerne vil. I Congo var jeg taxachauffør, og det vil jeg også gerne være i Skagen, men jeg har endnu ikke fået et dansk kørekort. Nu er min kone heldigvis også kommet til Skagen, så jeg tror, det kommer til at gå. Og at jeg får et arbejde. For Skagen er dejlig. Her er ingen krig, men desværre heller ikke noget arbejde. Endnu.

58 / mand / gift / børn / arbejdssøgende / Skagen / fra DR Congo / kom til Danmark i 2015 / opholdstilladelse 2018