Soorat Jamshidi

Jeg boede de første 11 år af mit liv i en flygtningelejr uden at vide, at det var en flygtningelejr. Det fandt jeg først ud af, da jeg kom til Danmark. Jeg føler mig ikke fremmed. Jeg bidrager til og føler samme ansvar for samfundet som folk, der er født her, og jeg bliver lige så skræmt ved tanken om terror som alle andre.

I gymnasiet skændtes jeg tit med min dansklærer, som sagde, at mine karakterer ikke kunne blive højere, fordi mit dansk ikke var bedre. Så da en kvinde fra Jehovas Vidner bankede på vores dør, greb jeg chancen. Jeg sagde, at jeg ville læse hendes blad, hvis hun ville hjælpe mig med mine lektier. Hver søndag fra midt i 2.G og indtil jeg blev student, mødtes vi, og gradvist blev mine karakterer bedre. Det viste mig, at der er muligheder alle vegne, og den erfaring vil jeg gerne give videre til andre. Gennem mit arbejde møder jeg mange mennesker, som lever isoleret og står uden for samfundet. De bliver sendt fra den ene sagsbehandler til den anden og kan ikke finde rundt i systemet, og så er der mange, som giver op. Det er et strukturelt problem, og samfundet bærer et stort ansvar, men systemet kan ikke løse problemet alene. Folk skal selv lette røven og gøre en indsats. Jeg drømmer om at tage en terapeutuddannelse og åbne min egen klinik, hvor jeg kan hjælpe folk med at få øje på de muligheder, der findes lige for næsen af dem - og gribe dem.

32 år / kvinde / i et forhold / barn / cand.mag / konsulent / Frederiksberg / født i flygtningelejr i Irak / kurdisk baggrund / kom til Danmark som kvoteflygtning i 1996