Usha Grace Balamanoharan

eg føler mig ikke fremmed, overhovedet ikke. Jeg har aldrig taget en bevidst beslutning om, at jeg ikke skulle tilbage til Sri Lanka, men krigen fortsatte, tiden gik, og lige pludselig var jeg blevet student, gift med en mand, som ikke vil tilbage, og mor til to børn, som ikke taler mit sprog. Lige pludselig var jeg blevet dansk.

Da jeg var sidst i 30’erne, gik jeg ned med stress. Da jeg havde det værst, kunne jeg ikke engang overskue at gå i bad. Stress er en folkesygdom forårsaget af en stræben efter det perfekte liv. Man skal være den perfekte mor, den perfekte kone, den perfekte medarbejder. Man skal handle ind, betale husleje, have styr på sin pension. Det giver mig åndenød. Samtidig bliver man konstant bombarderet med nyheder om alverdens elendighed, men jeg har ikke lyst til at se videoer med folk, som bliver tortureret, for jeg kan ikke gøre noget ved det. Jeg bliver trist, føler mig afmægtig og kan ikke holde fokus på den nære verden, hvor jeg faktisk kan gøre en forskel for andre. Jeg får lyst til en enkeltbillet til en øde ø. Jeg længes tilbage til min barndom. Jeg boede på et asylcenter og oplevede det som lykken. Jeg så ikke usikkerheden og havde ingen bekymringer. Jeg identificerer mig med Pocahontas. Hun elsker naturen, snakker med dyrene og er uskyldig og naiv. Hun kender ikke til al den vold, der er i verden. Hun bor i fred og tager imod dem, der kommer udefra, med åbenhed. Det fremkalder en længsel hos mig efter noget mere oprindeligt. En mindre verden og et større nærvær.

47 år / kvinde / i et forhold / børn / lægesekretær / Frederikssund / fra Sri Lanka / kom til Danmark i 1984 / opholdstilladelse i 1985