Mohammed Zaki Samir Abara

Jeg er ikke fremmed, men jeg er heller ikke dansker. Jeg synes, at den danske regering skal blive bedre til at se ‘problemerne’ med udlændinge oppefra. Især når vi taler om problemet med ghettodannelser. I Danmark er det muslimer fra Mellemøsten, som får skylden, i USA er det de sorte, og i Syrien er det palæstinenserne. Hvis alle mennesker i samfundet blev behandlet ens, ville man slet ikke have det her ’problem’.

I 2014 ændrede mit liv sig drastisk, da min far pludselig forsvandt i Syrien. En dag kunne jeg ikke få fat på ham her fra Danmark, og jeg vidste bare, at der var noget galt. Efter den oplevelse blev jeg et helt andet menneske.

Jeg var forlovet, da det skete, men vi endte med at gå fra hinanden kort tid efter. Jeg fik en masse helbredsproblemer. Jeg havde tit svært ved at trække vejret og kunne ikke rigtigt spise noget. Da min lærer på sprogskolen fandt ud af, hvad der var sket, sagde hun, at hun gerne ville være min familie her i Danmark, og at jeg ikke skulle føle mig alene. Og det gør jeg faktisk heller ikke. Jeg har mange venner, danske såvel som udenlandske, og selvom jeg tit er den eneste udlænding, både på skolen, i bokseklubben og på arbejdet, føler jeg mig sjældent fremmed. Men mit savn plager mig stadig meget. Især uvisheden gør ondt. Min far har altid været en stor del af mit liv. Mine værdier i dag er baseret på alt, hvad han har lært mig. Han er feminist og tror på, at alle har ret til at blive behandlet ens. Han lærte mig at køre bil, da jeg var 11, gav mig min første lejlighed, da jeg var 16, og da jeg var 18, hjalp han mig med at erhverve mig min første restaurant. Han troede på mig.

28 år / mand / enlig / Vanløse / går i 9. klasse / fra Syrien / kom til Danmark i 2013 / opholdstilladelse samme år